Er du en sol-myte-sluger?

27. april 2018

 

Der findes uendelig mange af dem derude – myterne om, hvordan man skal forholde sig til solen og din beskyttelse fra den. Men hvad er fup og hvad er fakta?
Læs med lige hér!

 

Kan din arm blive solskoldet gennem glasset på en bilrude, og skal huden nødvendigvis blive rød, før den kan blive brun? Du har garanteret hørt massevis af forvirrende og modsatrettede udsagn om, hvordan solen påvirker dig og din krop. Det er langt fra dem alle, der i virkeligheden holder stik – og derfor giver vi dig hér de solsandheder, du har brug for, når du begiver dig ud under strålerne.

 

.. du kan straks se det på din hud, hvis du har fået for meget sol

FALSK!

Går du og holder øje med rødme på huden, før du føler, at solcreme er nødvendig? Så leger du med ilden! Der er nemlig en lang forsinkelse fra at huden tager imod solens stråler, til at man kan se rødmen komme snigende. Husk derfor altid at beskytte dig med solcreme, før skaden er sket.

 

.. Jo højere solfaktor, jo bedre beskyttelse

SANDT – OG DOG!

Solbeskyttelse med SPF 15 beskytter dig mod cirka 93 procent af solens stråling, mens SPF 30 giver omkring 97 procent beskyttelse. Det er derfor sandt, at du får bedre beskyttelse, jo højere faktor du anvender. Det mest afgørende er dog, at du husker at bruge rigeligt med solcreme på kroppen, uanset hvilken solfaktor du vælger. Typisk bruger danskerne kun halvdelen af den anbefalede mængde, hvilket gør, at solbeskyttelsen ikke virker optimalt. Det anbefales, at du bruger mindst én hel håndfuld (40 ml.) hver gang, du indsmører din krop.

 

.. Du skal blive rød, før du kan blive brun

FALSK!

Er du én af dem, der tror, at rødme i dag giver glød i morgen? Så er der noget, du har misforstået .. Rødme skyldes nemlig en form for betændelsestilstand, hvorimod brun hud er et resultat af frigørelse af melanin, der er hudens naturlige beskyttelsesstof. Det er altså to vidt forskellige processer, der foregår i huden – og derfor er rødme langt fra lig med brune, lækre stænger.

 

.. Det er umuligt at få sol i skyggen

FALSK!

Det er rigtigt nok, at du skærmer dig mod solen, ved at blive i skyggen. Men du skærmer dig rent faktisk kun mod omtrent 50 procent af solens stråler – hvilket vil sige, at du stadig udsættes for stærk UV-stråling, selv når du ligger under parasollen. Dette skyldes, at solen reflekteres i alt fra sand til vand, og derfor ikke nødvendigvis skal ramme din krop direkte for at gøre skade.

 

.. Det er sværere at blive skadet af solen, hvis du i forvejen er brun fra solarie

SANDT – MEN MED MEGET LILLE EFFEKT!

Det er for så vidt sandt, at du har en smule sværere ved at blive forbrændt, hvis din hud i forvejen har en mørk kulør. Det er dog kun i et begrænset omfang – huden udsættes stadig for de farlige UV-stråler, der ikke bare kan forbrænde dig, men også være årsag til hudkræft. Derfor; husk altid din solbeskyttelse. Uanset kulør.

 

.. Du kan ikke blive forbrændt gennem ruden på en bil

BÅDE SANDT OG FALSK!

Det fleste former for glas skærmer for solens UVB-stråler. Det er den slags stråler, der kan give huden dens brune farve. Glas skærmer dog ikke for de farlige UVA-stråler, der trænger dybt ind i hudens inderste lag, og derfor kan være årsag til udvikling af hudkæft og tidlig aldring. Det er derfor vigtigt at beskytte sig mod solens stråler – selv bag en bilrude.

 

.. Hvis du har solcreme på, får du ikke nok d-vitamin

FALSK!

Der skal meget lidt sol til, for at huden kan danne D-vitamin. Derfor bør du slet ikke være nervøs for, at du ikke får nok D-vitamin ved at være godt smurt ind i solcreme fra top til tå.

 

.. Det er nemmere at blive solskoldet, hvis du befinder dig ved vandet

SANDT!

Du skal passe ekstra på dig selv og din hud, hvis du befinder dig nær havet eller by the poolside. Solens stråler reflekteres nemlig af vandets overflade, der kaster dem lige tilbage på din krop – stay safe, happy sunblocking!

 

.. Du kan gøre din hud mere immun overfor solens stråler, hvis du bare lige bliver brændt af én enkelt gang

FALSK!

Det er aldrig. Vi gentager: ALDRIG! sundt, at blive forbrændt af solens stråler. Du risikerer ikke blot en øm og hævet hud, du udsætter også dig selv for en større risiko for udvikling af hudkræft og tidlige aldringstegn i form af rynker og pigmentpletter. Du bør derfor under ingen omstændigheder stege i solen uden beskyttelse af hele din krop – og husk så mantraet: siesta, solcreme & solhat!