fbpx

Myter og fakta: Din guide til solbeskyttelse

​Solcremer kombinerer som regel flere ingredienser, der forhindrer solens ultraviolette (UV) stråling i at nå ind til huden. To typer af ultraviolet stråling, UVA og UVB, skader huden, gør at den ældes tidligere og at risikoen for hudkræft øges.

UVB er den væsentligste synder bag solskoldning, mens UVA-stråler, der trænger længere ind i huden, forbindes med rynket, hærdet og poset hud, samt andre lysrelaterede årsager til ældning af huden (photoaging). De forværrer også de kræftfremkaldende virkninger af UVB-stråler, og i stigende grad ses de som en selvstændig årsag til hudkræft. Solcremer varierer i deres evne til at beskytte mod UVA og UVB.

SPF, hvad er det?

De fleste solcremer med en SPF 15 eller højere gør et fremragende stykke arbejde med at beskytte mod UVB. SPF – eller Sun Protection Factor – er et mål for en solcremes evne til at forebygge skader fra UVB-stråling. Det virker således: Hvis det tager 20 minutter for din ubeskyttede hud at begynde at blive rød, så vil det ved hjælp af en SPF 15 solcreme teoretisk vare 15 gange længere – omkring fem timer.

En anden måde at anskue det på er i form af procenter: SPF 15 filtrerer cirka 93% af alle indgående UVB-stråler. SPF 30 udelukker 97% og SPF 50 holder 98% af strålerne væk. Det kan virke som ubetydelige forskelle, men hvis du er lysfølsom, eller har/har haft hudkræft inde på livet, vil de ekstra procenter gøre en forskel. Og som du kan se her, vil selv en god solcreme aldrig kunne blokere for alle UV-stråler.

Der er dog problemer med SPF-modellen: For det første, ingen solcreme, uanset styrke, bør forventes at være effektiv længere end to timer uden at du smører dig ind igen. For det andet er rødmen af huden blot en reaktion på UVB-stråler og det fortæller dig kun meget lidt om, hvilke UVA-skader du på sigt kan få. Der kan med andre ord ske masser af skade uden at du solskoldes.

Solbeskyttelse er for alle

Alle, helt små børn (fra 6 måneder), såvel som voksne, bør bruge en solcreme dagligt. Selv de, der arbejder ind­enfor udsættes for ultraviolet stråling i korte perioder i løbet af dagen. Især hvis de arbejder i nærheden af ​​vinduer, som generelt bortfiltrerer UVB-, men ikke UVA-stråler. Børn under 6 måneder bør ikke udsættes for solen, da deres hud er meget følsom over for de kemiske ingredienser i solcreme, samt overfor solens stråler. Skygge og effektivt beskyttelsestøj er de bedste måder at beskytte spædbørn mod solen.

Individuelle løsninger

I virkeligheden afhænger den rigtige løsning for netop dig af, hvor meget soleksponering du har behov for at foregribe. I alle tilfælde anbefaler vi en bredspektret solcreme, der giver beskyttelse mod både UVA- og UVB-stråler.

Mange aftershavelotions og fugtigheds­cremer har allerede SPF 15 eller højere i dem, og dette er som regel tilstrækkeligt til de daglige aktiviteter med et par minutter her og der i solen. Men hvis du arbejder udenfor eller i det hele taget tilbringer væsentlig tid udendørs, har du brug for en stærkere og gerne vand­afvisende solcreme, der effektivt holder sammen på din hud og beskytter den så godt som muligt. De “vandafvisende” og “meget vandafvisende” typer er også gode til varme dage eller mens du dyrker sport, fordi de er mindre tilbøjelige til at dryppe ind i dine øjne, når du sveder. Dog er disse cremer ikke altid så gode til hverdagsbrug. De er tyktflydende og kan give plamager og pletter på tøjet og så går de ikke så godt i spænd med makeup. Desuden skal de som regel også smøres på igen efter et par timer.

Mange af de solcremer vi i dag har på det konventionelle marked i Danmark kombinerer flere forskellige aktive, kemiske og fysiske solfiltre for at give en bred­spektret beskyttelse. Normalt kræves der mindst tre aktive ingredienser. Det kan være PABA-derivater, salicylater og/eller cinnamater (octylmethoxycinnamate og cinoxat) for UVB-beskyttelse og benzophenoner (såsom oxybenzone og sulisobenzon) for kortbølget UVA-beskyttelse og avobenzone, ecamsule (MexorylTM), titandioxid eller zinkoxid til det resterende UVA-spektrum.

Hvor meget solcreme skal du bruge – og hvor ofte?

For at sikre at du får optimal SPF-udnyttelse fra en solcreme, skal du anvende en passende mængde – omkring valnøddestørrelse. Undersøgelser har påvist, at de fleste mennesker kun bruger omkring halvdelen eller endda ned til en fjerdedel af denne mængde, hvilket betyder, at huden beskyttes i mindre grad end annonceret. I løbet af en lang dag på stranden, bør én person bruge mellem en kvart og en halv 250 ml flaske solcreme. Solcremer bør anvendes 15 minutter før du udsættes for sol, for at få aktivstofferne i cremen til at virke fuldt ud og binde til huden. Gentagne indsmøringer er lige så vigtige som det første lag. Derfor skal du altid bruge den samme mængde hver anden time. Og husk at gentage efter svømning, aftørring med håndklæde, eller hvis du sveder meget.